Årene gik. Vi boede stadig i perioder hos mormor og morfar.
Mor gjorde stadig rent hos folk, men hendes værtshusbesøg blev hyppigere og hyppigere. Hun kom oftere og oftere ikke hjem til den tid hun havde lovet. Vi var meget alene. Vi gik for lud og kold vand. Jeg husker ikke min mor som særlig kærlig og varm. Hvordan skulle hun også være i stand til at give kærlighed, når hun aldrig selv var blevet elsket?
En gang kan jeg dog huske, fik jeg stor respekt for hende. Jeg var meget stolt af hende.
Den tobakshandel som lå nede i stueetagen af vores hus solgte mange bajere og snaps til bumserne, der holdte til på havnen. Hende der havde butikken ville gerne sælge til dem, men de måtte ikke sidde udenfor butikken og drikke det, de havde købt. Gjorde de det, bad hun dem fast og bestemt om at skrubbe af - og hjalp det ikke, ringede hun til havnepolitiet. De kom så og fjernede dem. En dag skete det igen.
Der sad en spritter udenfor og drak noget af det han havde købt inde hos hende.
Hun bad ham skrubbe af. Det gjorde han af gode grunde ikke. Han var så stangstiv, at han end ikke kunne gå!
Resultatet var, at hun ringede efter havnepolitiet, som kom. De bad ham også skrubbe af. Han mumlede et eller andet uforståeligt og forsøgte så, at rejse sig. Det lykkedes ikke, han faldt sammen igen. Dernæst tog de 2 betjente ham under hver sin arm og slæbte ham om i vores baggård.
Mor og jeg stod oppe i køkkenet og vaskede op. Vi kunne se lige ned i gården. Vi så betjentene komme slæbende med den fulde forsvarsløse mand. De hev derefter deres knipler frem og gennembankede ham, mens han græd og skreg for sit liv. 
Min mor smed opvaskebørsten og spurtede ned af trappen og ud i gården. Hun fór hen til betjentene, klaskede en af dem et par på hovedet, mens hun gav dem en ordentlig overhaling.
"Hvad fanden bilder I jer ind at gennembanke en sølle og forsvarsløs mand"?
Hun råbte også op omkring tobakshandlerkonen. "Hun vil godt sælge til dem, men ikke have de drikker det udenfor hendes butik". Betjentene luskede væk.
Min mor fik bumsen slæbt op ad trappen, ind i vores køkken, hvor hun fik vasket blodet af ham. Så fik han rent tøj på, noget af min onkels, som vi havde liggende. Dernæst fik han en portion varm mad, fik lov at sove den ud på sofaen. Næste morgen fik han morgenmad og lidt penge med sig, da han gik. Glad og meget taknemmelig.
Det var første gang jeg blev harm og følte uretfærdighed på bumsens vegne - de svages vegne. Men jeg var også stolt over min mors hjælpsomhed og mod.

Jeg følte mig alene og ensom. Når mor var på arbejde gik vi meget for os selv. Min søster havde en veninde at lege med. Jeg havde ikke nogen.
Jeg forsøgte altid at komme til at lege med dem, men de gad da ikke lege med sådan en lille snot tøs som mig. Jeg lyttede ved døren og udspionerede dem. Syntes det de lavede var så spændende. Min mor gav ordre til min storesøster om, at de skulle lege med mig og passe på mig. Så købte de mig med slik, hvis bare jeg holdt mig for mig selv.
Det lykkedes nogen gange. Andre gange sladrede jeg til mor om at "de ikke ville ha mig med" og hvad de lavede af narrestreger. Det blev de forståeligt nok trætte af.
En dag blev jeg temmelig overrasket og meget meget glad. De spurgte helt uopfordret, om jeg ville lege. Jeg sagde lykkelig, ja. 
Vi gik op i Århus midtby og undervejs forklarede de mig, at vi skulle ind i Den Katolske Kirke og snakke med en præst. De forklarede, at det var smaddergodt at gøre det, så fik man noget der hed syndsforladelse og havde det så meget bedre bagefter. Men for at det ikke skulle være for skrappe sager for præsten, måtte jeg hellere fortælle dem mine synder først. Så skulle de nok fortælle mig, hvad han kunne tåle at høre.
Jeg fortalte dem dernæst godtroende og naivt, alt hvad jeg havde lavet af narrestreger. At jeg havde taget penge af mors pung, at jeg havde stjålet slik nede ved tobaks-damen og at jeg havde leget doktor med 2 drenge nede i baggården. Det havde jeg nemlig. 
Jeg fortalte dem, at jeg havde mødt 2 drenge med en kæmpe slikpose lige uden for vores opgang. De havde overtalt mig, til at gå med om i baggården. Jeg fik så en lakridsstang for lynhurtigt at trække mine bukser ned og op igen. Så jeg fik lakridsen og de så min tissekone! 
Da jeg havde betroet mig dybt alvorligt og de ikke kunne pumpe mig for mere, begyndte de at skraldergrine. De sagde derefter, at de slet ikke gad lege med mig alligevel, men at de nu havde noget på mig, de kunne sladre om. Så hvis jeg nogensinde sladrede til mor igen om dem, ville de fortælle alt, hvad de nu vidste om "mine synder".
Så de drejede om på hælen og gik deres vej og der stod jeg så udenfor Den Katolske Kirke og gloede dumt. Deres taktik virkede i lang tid fremover.

Med tiden fik jeg heldigvis mine egne venner. Mor arbejdede som altid næsten hele tiden.
Hjælp fra det offentlige kunne hun sikkert godt have fået. Det var bare flovt og under hendes værdighed, at bede om hjælp.
En kvinde uden en mand og som ikke kunne klare sig selv, var ildeset. Det var stadig ikke lykkedes hende at finde "prinsen på den hvide hest".

Min søster og jeg var begyndt at gå i skole. Frederiksalleskolen, senere kaldet Brobjergskolen. Efter skole var vi på fritidshjem, som lå lige ved siden af fattiggården og kasernen, dér hvor Århus Musikhus ligger nu. 
Min første skoletid husker jeg som rimelig god. Jeg kunne godt lide at gå i skole. Hvis det ikke var for Røde Poul Erik var det lykkeligt.
Den første gang jeg stiftede bekendtskab med ham, var en af de første skoledage. Når det ringede ind til time, var det fra en skibsklokke som hang ved indgangen. Så skulle vi stille op på snorlige rækker klassevis, 2 og 2 helt stille med fronten vendt mod klokken og den store indgangsdør. Gårdvagten gav os så lov til, hvis vi vel og mærke stod pænt, at gå ind.
I en pæn række op i klassen. Først vores 1´ste klasse, dernæst anden og så videre opefter.
Denne dag, stod Poul Erik lige bag mig. Han skubbede og maste, med det resultat, at jeg fik et puf i ryggen og røg ud af rækken. Gårdvagten kom hen, tog fat i mig. Skældte og smældte og placerede mig lige under skibsklokken som straf. Der stod jeg så, knaldrød i pæren og meget meget flov, mens alle de andre klassevis vandrede forbi. Derefter når skolegården var blevet tømt for børn, kunne jeg så som den sidste, liste op i klassen.
Han hed Røde Poul Erik, fordi han var knaldrødhåret og havde hele hovedet fyldt med fregner. Jeg mobbede ham nu ikke, det var omvendt. Det skete tit, at han var efter mig, sikkert fordi jeg var et taknemmeligt offer. Jeg var også rødhåret med fregner, dog havde jeg ikke så mange som ham.
Han sagde, at jeg havde taget solbad gennem en si i Hvide Sande, at jeg havde været med i øllebrødskrigen og at min mor havde haft tyndskid, da hun fik mig.

En dag blev det bare for meget for mig. Vi var kommet op i klassen, læreren var ikke kommet endnu. Poul Erik startede sit drilleri og pludselig eksploderede jeg. Jeg smed mit penalhus tværs gennem klassen og ramte ham i hovedet. Jeg løb dernæst hen og sprang på drillepinden. 
Jeg spyttede, sparkede og lige i det øjeblik læreren trådte ind af døren, bed jeg mig fast i armen på Poul Erik. Jeg bed til, jeg fik næsten krampe i kæben. Han skreg som en besat. Læreren fik os skilt ad. Han reagerede på det han så. Jeg fik besked på at gå ned til skoleinspektøren, som i øvrigt var Thorkild Simonsen, senere borgmester i Århus.
Poul Erik fik trøst og blev kørt til lægen, hvor han vist nok fik en stivkrampevaccination og armen blev forbundet. Jeg derimod gik med bange anelser ned til inspektøren, parat til en kæmpeskideballe.
Uden for skoleinspektørens dør var der på væggen en grøn og en rød lampe. Da jeg kom derned var lampen rød, jeg måtte altså vente.
Knuden i maven og nervøsiteten steg. Efter en tid der føltes som et år, blev lampen grøn. Der var fri, jeg kunne gå ind.
Jeg bankede på og han råbte kom ind. Han sad stor og mægtig, sådan føltes det, bag sit skrivebord. Han sagde jeg skulle sætte mig ned.
Han bad mig fortælle, hvorfor jeg var sendt ned til ham. Jeg fortalte og fortalte, mens tårerne trillede ned af mine kinder.
Jeg forklarede, fortalte og var næsten ikke til at stoppe igen. Om alle de gange Poul Erik havde været på nakken af mig.
Da jeg ikke havde flere ord, kikkede jeg over på ham. Han sad smilende i stolen, ja, det så næsten ud, som om han smågrinte. Jeg var målløs!
Jeg ventede på skideballen, den kom ikke. Han gik over, tørrede tårerne af mine kinder og trøstede mig. Så trak han en skuffe ud af sit skrivebord og fiskede et bolsje frem, som han gav mig. Han sagde, at det ville han fandme også ha' gjort. Hvorefter han forklarede, at det nu nok ikke var noget, jeg skulle gøre en anden gang. Så fik jeg lov til at gå.
Jeg følte mig glad og varm indeni, følte at her var der en, der forstod mig. Siden den episode, drillede Poul Erik mig aldrig mere. Vi blev endda småkærester senere i skoletiden. 

En dreng jeg kendte fra fritidshjemmet blev også ofte drillet. Han var rødhåret ligesom jeg, også med hele hovedet fyldt med fregner. Han blev til sidst så træt af det, at han gik hjem, låste sig inde på wc'et, tog sin fars barberblad og forsøgte at skære fregnerne væk. Den dag i dag har han ar i hele ansigtet!