En dag blev der sat en midlertidig stopper for mine weekendbesøg hos mor.
Hun var igen blevet indlagt på Statshospitalet i Risskov. Hvad det var for et hospital, havde jeg ingen anelse om. Jeg fik bare af vide, at hun var på hospitalet og at jeg derfor ikke kunne komme på weekend mere.

Der gik et stykke tid. Så blev jeg kaldt ind til forstanderen. Han fortalte, at jeg ville blive hentet af min værge den kommende weekend og at vi så skulle besøge mor på hospitalet. Mit hjerte røg op i halsen af glæde!
Jeg havde broderet en sofapude. Den glædede jeg mig til at give hende. Jeg blev hentet og vi ankom til hospitalet. Vi gik ind i bygningen. Jeg syntes det lignede et gammelt slot, der manglede bare spir.
Værgen ringede på en dørklokke og jeg hørte raslen med nøgler. Jeg syntes det var lidt mærkeligt, men tænkte så ikke nærmere over det.
Vi blev lukket ind af en mand i hvidt tøj. Kom ind i en lille forgang og endnu en dør blev låst op. Dernæst kom vi ind i et langt mørkt lokale.
Folk sad sammenkrøbet og rokkende på stole langs væggen.
Andre vandrede hvileløst frem og tilbage. Nogle sagde mærkelige lyde eller mumlede, snakkede med sig selv. Andre græd og jamrede sig. Uhyggelige lyde! Vi gik ned af den lange mørke dystre gang. Ingen musik, ingen glade stemmer. Kun smerte, sorg og tungsind fyldte rummet.

Jeg kiggede rundt efter mor. Endelig fik jeg øje på hende. Hun sad helt nede for enden af det lange rum. Lille, spinkel og hun var helt forkrampet i ansigtet. Hun havde ikke set os.
Vi gik videre ned af gangen, hen mod hende. Jeg med puden pænt pakket ind. Da vi var en 4 - 5 meter fra hende og en plejer fortalte hende, at der var besøg, løftede hun langsomt hovedet. Hendes øjne var skræmte og stirrende.
Det næste hun gjorde sidder mejslet i min bevidsthed. HUN SKREG! "Fjern hende - få hende væk". Der blev helt stille omkring os, det var som alt gik i stå. Alle de mumlende, jamrende lyde forsvandt. Tårerne trængte sig på, jeg var stiv som en pind og min evindelige mavepine kom for fuld styrke. Jeg havde det som om jeg skulle kaste op.
Jeg var handlingslammet og fyldt med smerte og sorg.
Knuden - knuden i maven.

Min værge tog mig om skulderen og sagde at vi hellere måtte gå igen.
Jeg hørte hendes stemme, som kom den langt langt væk fra.
Jeg nåede at lægge gaven på en stol, der stod ved siden af min mor.
Vi gik mod udgangen og ud, ud, ud! Væk,væk,væk!
Hvad var der sket?
Hvorfor var mor sådan et sted?
Hvorfor ville hun ikke kendes ved mig?