Fem dage senere ringer Karen en aften og spørger om jeg vil komme næste formiddag selvom det ikke er vores gå dag. Hun har en hylde hun gerne vil have sat op. Om jeg har en boremaskine og om jeg vil komme og sætte den op?
Jeg siger, at det vil jeg gerne. Vi aftaler at jeg skal komme næste formiddag ved 11- tiden. Jeg tænker ikke nærmere over det.
Næste formiddag kører jeg derind med boremaskine, rav pluks og skruer. Klokken er næsten 11. Da jeg nærmer mig, får jeg en urolig fornemmelse.
Da jeg træder ind i hendes hus, forstærkes denne uro. Det virker forkert. Jeg kan ikke forklare hvorfor.
Jeg går ind i stuen, der ligger et afskedsbrev på bordet. Der står bl.a. hvor hun kan findes: trappeopgangen op til første sal. Jeg har ikke mod til at lukke døren til trappeopgangen op. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at hun har begået selvmord.
Jeg løber ud af huset, drejer om og løber ind igen. Griber telefonen og ringer til en nær ven af Karen som bor på Sydlangeland. Siger han skal komme med det samme og tage tre guldøl med. Jeg ryster over det hele. Går totalt i chok. Han siger, at han kommer med det samme.
Jeg sætter mig ud i bilen. Kan ikke klare at være i huset. Tiden står stille, mit hjerte er ved at springe ud af mit bryst og ben og arme går som trommestikker.
Han kommer hurtigt. Han stikker mig de tre øl. Vi bliver enige om at han skal gå ind og kigge. Jeg bliver siddende i bilen, kan ikke andet. Aldrig aldrig har jeg før i mit liv slugt en øl så hurtigt.
Han kommer ud af huset. Kridhvid i hovedet og han nikker, mens han går hen mod bilen. Han sætter sig ind ved siden af mig. Får en af øllerne.
Han siger hun har hængt sig og ganske rigtigt hænger i trappeskakten op til første sal. Ikke noget kønt syn. Han siger, han har ringet til 112.
Jeg får fremstammet, at hun ringede til mig aftenen før og bad mig komme og sætte en hylde op kl. 11. Han fortæller at hun også ringede til ham og bad ham komme og hænge hylden op, men kl. 12.
Ambulance med horn og blå blik kommer 5 min. efter. Derefter foregår alt i slowmotion og som i en tåge. Vi går sammen med Falck mændene ind i huset. Så er politiet der også pludselig. Jeg sidder bare og glor på sofaen.
Karens ven har tilsyneladende overblikket. Jeg hører, som langt væk fra, at politiet spørger om han vil fortælle børnene det når de kommer fra skole. Han siger ja. Falck folkene skærer Karen ned og kører med hende.
Jeg kan ikke holde ud at være i huset. Jeg spørger efter et stykke tid om det er i orden, jeg kører. Han ringer efter sin kone, sammen vil de fortælle børnene det og tage sig af dem. Karens børn har ofte besøgt dem og været sammen med deres børn. De skal nok tage sig af dem og kontakte myndighederne. Stort ryste bævre kram og jeg kører.
Godt det ikke er mig der skal fortælle børnene det.
Turen hjem kan jeg slet ikke huske. Jeg kører direkte hjem og ringer efter Arne. Fortæller hvad der er sket og beder ham komme hjem fra arbejde.
Så griber jeg igen telefonen. Først ringer jeg til psykiateren. Jeg insisterer på at tale med ham straks. Jeg får ham i røret. Vreden vælter op i mig. Jeg fortæller ham at Karen har hængt sig og så skælder jeg ham ellers huden fuld. Vrede grimme ord vælter ud af min mund i en lind strøm. Han får ikke et ord indført. Til slut, da jeg har raset færdig, afsluttes samtalen med at han siger: "Det var en fejldiagnose, jeg beklager".
Så ringer jeg igen. Denne gang ringer jeg til børnehaven og får lederen i røret. Jeg fortæller hende det passerende, skælder og smælder. Hvor var de for Karen? De truede med at fyre hende, fordi hun havde for mange fraværsdage, man træder da ikke på nogen der i forvejen ligger ned. Hvorfor har de ikke sendt hende en blomst, en opringning eller bare et lille brevkort? Hvor helvede var deres empati? Jeg skælder og smælder. Heller ikke hun får et ord indført.
Jeg lægger røret på. Sidder passivt på sofaen og hulker. Arne kommer ind af døren. Han har en flaske vin med. Jeg drikker den som var det sødmælk. Han når for en gangs skyld næsten ikke at få noget. Låg på smerten, væk væk fra virkeligheden og det mylder af tanker der er i mit hoved. Jeg dejser om oppe på en af sengene i udlejningen.
Arne tager sig af ungerne og fortæller dem nænsomt, hvad der er sket.
Jeg er i total chok, de næste mange mange dage er som i en tåge. Jeg kan ikke huske den ene dag fra hinanden. Jeg går omkring som en zombie med robotagtige bevægelser. Sidder om formiddagen i sofaen og drikker. Når ungerne kommer fra skole svarer jeg på det, de spørger mig om. Siger ja og nej, på de forhåbentlig rigtige tidspunkter. Men er totalt fraværende. Smerte, skyldfølelse og vrede vælter op i mig. Det kværner rundt oven i mit hoved.
Kunne jeg have forhindret Karen i at begå selvmord? Var det noget forkert jeg havde sagt eller gjort som havde udløst det? Hvis jeg ikke var løbet ud af huset da jeg så hendes afskedsbrev, men i stedet havde lukket døren op ind til trappeafsatsen. Kunne jeg så have skåret hende ned og kunne hun så være blevet reddet?