Helt alene i verden. Jeppe og mig. Mig og Jeppe. Intet netværk mere via børneværnet. Ingen brugbar familie. De kæmper deres egne kampe for at overleve. Kæmper mod dæmoner, misbrug, psykisk sygdom og den negative sociale arv.
Hvor meget er arv og hvor meget er miljø?
Er skrækslagen for at blive som mor. Så jeg hælder til det sidste. Jeg må skabe mit eget miljø. Føler mig lost og helt helt alene i verden. Afmagt og håbløshed. Vrede og trods. Jeg skal sgu vise dem. Ukrudt forgår ikke så let. Verden er sgu min egen. Nu kan de da heldigvis ikke blande sig mere. Vende det positivt. Korkprop, op igen. Bløp! bløp !
Jeppe og mig vi skal nok klare den sammen - os to! Huskede hvad jeg havde lovet Jeppe, den dag han kom til verden.
Jeg forsøger at finde en lejlighed gennem kommunens boliganvisning. Håbløst, 50 på venteliste. Vi opholder os så lidt som muligt i lejligheden sammen med mor. Det er uudholdeligt!
Sommer strand og badning. Jeppe blev skoldet på rumpen. Madpakke med og en god bog. Begynder at læse meget. Bla. psykologi. Lange ture i klapvogn med Jeppe. Koncert ved Grisebrønden med "Shit og Chanel". Dejligt pigeband. Nyt og stærkt.
Møder nogle søde mennesker der bor i kollektiv. Vi bliver tætte. De bor fem mænd og én kvinde i kollektivet. De har boet sammen et års tid. Kollektiv snakke med dem. Jeppe og jeg er på besøg der nogle gange. Anarkistiske teorier. Frihed under ansvar. Yde efter evne og nyde efter behov. Fælles møder. Fælles økonomi. Leve økologisk eller ej. Selv dyrke grøntsager og sælge på Torvedag i Århus. Fælles soverum og et separat bolle rum. Skemaer, hvem gør hvad og hvornår. Rengøring, indkøb, dyrkning af urtehave, madlavning, opvask og oceaner af vasketøj.
Vi bliver enige om at leve rigtig anarkistisk. Undgå skemalægning af vores liv sammen. Gøre hvad vi har lyst til under hensyntagen til andre. I mine snakke med dem har jeg spurgt meget ind til, hvordan de har det med, at der kom et barn ind i kollektivet. Jeg har fortalt dem mine betænkeligheder ved, at Jeppe er det eneste barn. Jeg har brug for, at blive aflastet lidt engang imellem. Om de vil gå ind, forholde sig til ham og give mig mulighed for nogle fri aftner af og til.
Det forstår de godt og han vil da selvfølgelig indgå "som fælles barn" i den kollektive sammenhæng. Og selvfølgelig, ja. Vi skal jo være fælles om alting.

Så fulde af gå på mod, kollektive teorier og optimisme flytter Jeppe og jeg ind i kollektivet. Det er højsommer - 74. Dejlig stor gård på landet i Hinnerup uden for Århus. Glade kollektivister. Knus, klem og fællesskab.
Fuglene fløjter, solen skinner fra en skyfri himmel. Meterhøj græsplæne fyldt med mælkebøtter, bierne sværmer fra blomst til blomst.
Jeg står i fløjdøren ud til den store parklignende have, med en kop kaffe i den ene hånd og en smøg i den anden. Lukker øjnene, læner mit hoved mod dørkarmen. Indsnuser sommerduftene og solen skinner mig i ansigtet. Jeppe tumler hvinende af fryd, med bar røv i solen, rundt i det høje græs og leger med katten.
Jeg kniber øjnene sammen i det stærke sollys, holder øje med ham. Min lille sol, mit lille anker, mit lille time glas. Som stråler!
Vore blikke mødes. Knuden i maven er væk, mit hjerte dunker roligt og jeg fyldes af en ubeskrivelig varme indeni. Følelsen strømmer gennem min krop. Kærlighed til livet, kærlighed til min søn og måske begyndende kærlighed til mig selv?